Graviditet

I forbindelse med en graviditet er kroppen under konstant forandring og det kan derfor til tider være en udfordring. Der sker bl.a. hormonelle ændringer, men også kroppens tyngdepunkt ændres. Hormonet relaxin øges i vævet, hvorved ledbånd og sener bliver mere mobile. Dette sker for at bækkenet kan udvides, så barnet kan fødes. Men det betyder også, at der kan opstå smerter i specielt skamben, baller og lænd. Nogle gange kan der opstå smerter i alle bækkenets led på samme tid, hvilket er tegn på bækkenløsning. I nogle tilfælde opstår der hypermobilitet i andre led, hvorved smerter kan opstå i f.eks. knæ og fødder. Der kan også opstå udstrålende smerter ned i benene. Dette kan skyldes nerveafklemning eller overstræk som følge af holdningsændringer. Den voksende mave ændrer nemlig tyngdepunktet, således at vægten føres fremefter.

Ud over smerter, kan der også opstå andre gener. Måske mærkes ballerne ikke så spændstige som de gjorde før graviditeten, som følge af holdningsændring. Det kan blive svært at holde på vandet. Især i situationer hvor der opstår et stort indre tryk, som ved nys og host eller motionsformer som fx løb eller crossfit. Dette har at gøre med bækkenbunden, som spiller en afgørende rolle ift. at løfte og støtte underlivsorganerne – at modstå alle trykpåvirkninger i mave og bækken – at lukke op og i på de rigtige tidspunkter (urin, afføring og luft) og at samarbejde med resten af muskulaturen omkring rygsøjlen for at skabe en optimal stabilitet i ryggen.

Behandling & træning

Under en graviditet er det vigtigt at styrke din krops naturlige bevægemønstre. Din krop skal styrkes i sin kerne for der igennem at skabe en god stabilitet og udholdenhed samt en sund balance og kropsbevidsthed. En graviditet skaber mange ændringer i kroppen. Selvom mange af disse automatisk normaliserer sig igen, kan du gøre meget for at påvirke dit efterfødselsforløb i en positiv retning.

Du vil få en fysioterapeutisk  vurdering, hvor du vil blive klogere på hvad der er årsagen til dine symptomer. Nogle oplever vedvarende symptomer som direkte følge af enten graviditet, fødsel eller babyhåndtering. Fælles for alle symptomerne er, at de enten kan fjernes helt eller ofte lindres betydeligt.
Der vil blive arbejdet med funktionelle øvelser som styrker, nærer og udspænder dine muskler, fascier og led. Desuden vil der være et stort fokus på at få trænet bækkenbunden samt de dybe mavemuskler. Ligeledes er det vigtigt at lære hvordan din holdning og dine daglige bevægelser kan hjælpe dig, fremfor at overbelaste din krop. Hvis der er behov for manuel behandling, vil dette blive tilbudt. Og ofte vil du få helt konkrete hjemmeøvelser som du skal supplere din behandling med.

Har du spørgsmål eller ønsker du at bestille en tid?

Ring eller skriv til 20 61 03 12 – så kan jeg hjælpe dig med dine spørgsmål
Du kan også bestille en tid nedenfor

Online tidsbestilling